Mælkebøtten er en Skovbørnehave.
I Blomsterengen afdeling Mælkebøtten modtager vi dagligt ca. 52 børn i alderen fra ca. 2,10 år til ca. 6 år.- vores primære rum er uderummet. Vi anvender hele nærområdet og særligt Vestskoven er vores foretrukne opholdssted. I og omkring Vestskoven har vi ca. 14 baser i alt. På et kort i Mælkebøtten kan du se, hvor de forskellige baser ligger.
Vi anvender baserne alt efter årstid, vejr og vind. Nogle steder er der fx læ for vinden, så basen føles lun på en kold vinterdag, og andre steder er der god skygge til sommerens varme sol. Vi kan altid nås på mobiltelefon, hvis du vil besøge os eller afhente dit barn på en base. Se kontaktoplysninger sidst i folderen.
Vi laver mange forskellige pædagogiske aktiviteter på baserne. Du kan på Tabulex holde dig orienteret om, hvilke aktiviteter fra læreplanen, der har vores fokus lige nu. Vi glæder os til at nyde de mange dage i skoven sammen med jeres barn.
Organisering
Børnene er fordelt på to grupper – Slangerne og Sneglene. Hver gruppe har en ugentlig hjemmedag, hvor vi kan arbejde med vores pædagogiske aktiviteter, hvor vi både kan anvende huset, værkstedet og bålhuset. Tirsdag har Sneglegruppen hjemmedag, og onsdag er det Slangegruppen, der har hjemmedag. Fredag er alle hjemme. Her er der mulighed for at afholde forskellige møder fx med forældre eller i forhold til planlægning. Vi forsøger at centrere alle møder om fredagen, sådan at det ikke forstyrrer vores pædagogiske aktiviteter de øvrige dage.
Om torsdagen deler vi børnene op med udgangspunkt i deres udvikling. Her planlægges aktiviteter der retter sig mod ting, grupperne udviklingsmæssigt er særlig optaget af og kan motivere.
Den ”yngste” gruppe er bl.a. optaget af at inddrage børnene i at lære dagens rutiner og arbejdsgange, så de på sigt kan navigere mere selvstændigt, f.eks. at tage tøj af og på, finde madpakke og drikkedunk i rygsækken, opsøge og modtage hjælp fra enten voksne eller andre børn.
Den ”mellemste” gruppe har et særligt fokus på samspil og forhandling, med afsæt i at kunne komme ind og ud af lege, kunne bidrage til legenes udvikling, og forhandle om det legetøj eller remedier de skal bruge.
Den ”ældste” gruppe har fokus på mere ”skoleforberedende” aktiviteter, såsom at kunne modtage og handle på kollektive beskeder, udvikle personlige- og sociale kompetencer, nysgerrighed og undren. Børnene øver sig i at møde lidt større udfordringer ift. at være i fordybelse, være vedholdende, kunne indgå i forskellige børnefællesskaber og tage initiativer til at indgå i relationer. De får også mulighed for at udvikle faglige færdigheder i form af leg med bogstaver, tal, mønstre, former, mængder, samarbejde, medbestemmelse, og det at indgå i demokratiske processer, mv.
Dagens gang
Jeres barn skal helst være afleveret senest kl. 9.00, da vi gerne vil ud ad døren og i skoven, så vi får så god tid som muligt på basen og til vores pædagogiske aktiviteter. Det er vigtigt, at børnene kommer i god tid, sådan at de kan nå at akklimatisere sig, inden vi skal i skoven. Vi er som regel hjemme omkring kl. 14:00, hvor vi slutter turen af med at spise frugt. Vores frokost spiser vi omkring kl. 11:00, både når vi er i skoven, og når vi har hjemmedage.
Vi er som udgangspunkt ude hele dagen, hele året rundt. Om vinteren tilpasser vi aktiviteterne, så vi kan holde varmen.
Påklædning
For at vores særlige fokus på udelivet kan blive en god oplevelse året rundt, er det godt hvis I sørger for at tøj, sko, støvler og lignende er i orden til jeres barn. Hver dag når I henter jeres barn er det godt at I sikrer jer, at tøjet i garderoben er klar til næste dag.
Det kræver meget af den lille krop at opholde sig ude. Selvom vi laver bevægelseslege og på andre måder hjælper hinanden med at holde varmen, er det vigtigt at jeres barn er klædt forsvarligt på. I kan altid søge råd og vejledning hos det faste personale for mere viden om, hvilket tøj der fungerer og holder til udelivet. Det kan være en god ide at have to flyverdragter, to sæt vanter, regnsæt mv, så I ikke er afhængige af, at tøjet skal til tørre til dagen efter.
I skal også medbringe en turrygsæk. Rygsækken skal kunne spændes over brystet, så den sidder godt på ryggen, den skal kunne indeholde mellem 10-12 liter. Spørg gerne personalet til råds.
Kurven i garderoben
- 3 par strømper, bukser, mindst 3 par underbukser, 1 trøje og måske en varmere trøje.
- Til lidt køligere dage vil et termosæt være en rigtig god ide.
- Regntøj der skal have et vandsøjletryk på min. 8000. Check f.eks. www.hoshammerum.dk
- Gummistøvler
- 2 Flyverdragter og langt undertøj til vinteren
- Vinterstøvler og termostøvler
Børnenes rygsæk
- Et par bukser et par underbukser og to par strømper der skal ligge i en vandtæt pose.
- Madkasse, drikkedunk, tøj og andre ejendele skal være med tydeligt navn. Se f.eks. www.navnelapper.dk
- Frugtpose/boks skal også være med navn og lægges øverst i kurven i køleskabet. Det kan være en god ide med en stofpose til frugt, da det er mere miljøvenligt end en plastpose.
Søvn i Mælkebøtten
Midt på dagen bliver de børn der har brug for det, tilbudt at sove, enten i hængekøje, på liggeunderlag eller i sækkepuder indendørs. Har jeres barn særlige behov, så tag fat i os, så kan vi prøve at imødekomme jeres ønsker og barns behov.
Medinddragelse
For at børnene har mulighed for at øvet sig i, at kunne flere ting på egen hånd, er det en stor hjælp at der står tydeligt navn på alle børnenes ting, både tøj, madkasse, drikkedunk, taske og legetøj. Det gør at vi kan støtte dem i at holde styr på deres egne ting. Børnene opfordres og støttes i at lægge deres ting på plads i garderoben. Her kan der opstå ombytning af tøj, sko mv., og derfor kan det være et god ide, at kigge i nabo garderoberne, hvis noget er forsvundet. Husk at barnet har to garderobepladser.
Der er en ramme på barnets plads som vi gerne vil have, at I medbringer et portrætbillede til.
Om eftermiddagen må I gerne hjælpe børnene med at få samling på deres ting, så det hænger eller står i deres garderobe. Alt hvad der ligger på gulvet, bliver samlet og lagt i vores glemmekasser der står i indgangspartiet.